At praktisere mindfulness

At praktisere mindfulness

Formålet med at praktisere mindfulness er grundlæggende at skærpe sine sanser, og træne evnen til bevidst nærvær. Herigennem øges intensiteten i oplevelsen af det dagligt levede liv, og der opnås en større ro og rummelighed i sindet.

Der skelnes i mindfulness mellem formel træning og uformel træning. Den formelle træning består i at meditere. I meditationen trænes de færdigheder, som man anvender i den uformelle praksis; evnen til at træde ud af automatpiloten og registrere de sansninger og den mentale aktivitet der konstant udspiller sig som et baggrundstæppe for vores gøre og laden.

Mindfulness handler således ikke kun om at meditere, men også om at søge en indstilling til tilværelsen hvor man øver sig i at være bevidst om det der sker, i og omkring en, fra øjeblik til øjeblik. Det kan man fx gøre ved at være nysgerrigt undersøgende, mens man udfører daglige rutiner, såsom at børste tænder, tage bad, smøre mad etc. – som gjorde man det første gang nogensinde.

Når man mediterer, er det en fordel at finde en stilling, hvor man kan sidde behageligt og oprejst, uden at skulle bevæge sig undervejs. Det er væsentligt at man ikke sidder og falder sammen, men på en måde, så ryggen er rank, uden at være stiv. Det kan være en fordel at sidde med lukkede øjne, føles dette ubehageligt, kan man sidde med halvt åbne øjne, uden at fokusere på noget bestemt.